Gå til hovedindhold

Katja Bjørn

1920
1080

Cave Woman 2012

En-kanals video, 4:24 min, med lyd
Lyd af Nicolas Vetterli

'Cave Woman' (’hulekvinden’) er kendt som den barmfagre, dinosaurusbekæmpende superkvinde i Budd Roots tegneserie af samme navn. Samtidig er betegnelsen en noget antikveret feminin arketype, som henviser til den umotiveret rasende og frådende seksuelle harpy. ’Hulekvinden’ er en excesfigur, hverken knyttet til nogen ideologi eller rettet mod meningsfulde formål. Det er den tilsvarende antikverede ’gentlemans’ binære modsætning.

I videoinstallationen Cave Woman elaborerer Katja Bjørn denne figur. Bjørn undersøger, hvordan denne arkaisk rasende kvinde relaterer sig til vores forståelse af naturen, og hvordan ’det kvindelige’ som kategori, ligesom ’det maskuline’, hverken er uskyldig og gennemsigtig. En nøgen kvindekrop dukker op af havoverfladen ud for en lille strand, ser sig omkring, og begynder derefter at kaste om sig med tunge sten på en dybt rasende og elementært skummende måde. Hendes ansigt fortrækker sig i rene foler af raseri, og hendes krop sitrer af den skummende sindsbevægelse, mens hun udøser al sin energi på dette ellers fredelige og pæne strandmiljø. Mod enden virker hun nærmest ødelagt og slæber sig tungt ud i vandet igen for der at forsvinde tilbage i naturen. Scenen minder om åbningen af Kubricks 2001: A Space Odyssey, og trækker på det samme emancipatoriske tema om voldens rolle i overlevelse og dominering. Der er dog ingen herlighed, styrke, endsige skønhed på spil her, ej heller nogen monolitisk rettethed. Kvindens vrede portrætteres snarere som noget unaturligt; noget, der ikke passer ind i billedet, noget fordækt og forstillet, der kun viser sig i glimt. Den følelsesmæssige exces er hele tiden kontrasteret af den skingre og forvrængede lyd af hendes stemme, der ikke kan bære vægten af hendes raseri.

Kvinden vokser nærmest ud af landskabet, som en fejl i et landskabsmaleri, og forstyrrer den romantiske ro med en vold, der hverken er heltemodig eller erotisk. Det er en formålsløs vold, som ikke desto mindre må have sin plads, og som den forlanger af landskabets immanens. Den forlanger at blive hørt, om end kortvarigt. Ved at udmatte hendes voldelige energi, træder den symbolske kvinde også frem af forstillingen, og kræver en plads i naturens og kulturens områder. Hun synes at håndhæve, at vrede og raseri også har sin plads i naturen, og at den af og til vil vise sig som sådan.