Gå til hovedindhold
1920
1080

Fathom 2015

HD, single channel, med lyd. Videodokumentation af performance.

I performanceværket Fathom gør Katja Bjørn en lille ø syd for Læsø til genstand for et reflekteret og interagerende kærtegn. Kunstneren afskridter med inspiration fra en buddhistisk prayer-walk hele øens kystlinje, i hvad der bedst kan beskrives som en slags moderlig omfavnelse af den særlige form for natur, der kendetegner øer. Øens omkreds bliver afskridtet én kropslængde ad gangen, idet Bjørn trykker hele sin krop mod jorden, rejser sig igen på stedet, og fortsætter således med en målerlarves rytmik over græs, strand og sten indtil den unavngivne ø var opmålt til 349 af kunstnerens kropslængder. Efter performancen blev øen uofficielt navngivet ”Favn”.

Med performanceværket Fathom har Katja Bjørn udviklet en reflekteret og interesseret måde at gøre naturen begribelig på. Over det meste af verden er det abstrakte metriske system den universelle standard for afstand og opmåling, fra fysikkens nanometer over vejnettets kilometer til kosmologiens lysår. Men sådan har opmåling og kvantificering ikke altid foregået. Mange andre målestokke har igennem tiden præget menneskets strukturering af dets livsverden, ofte med forankring i menneskets egen krop: vi kender alle alen, fod, og den mere maritime favn. I det almindelige liv og omgang med naturen spiller kroppen som måleredskab dog sjældent nogen afgørende rolle. Den abstrakt definerede meter, der, siden sin legitimering af den franske Nationalforsamling i 1791, har været den mest almindelige standard, har bl.a. været defineret som en ti-milliontedel af afstanden fra ækvator til nordpolen langs Paris-meridianen, eller som den afstand lyset tilbagelægger på 1/299792458 af et sekund. Med Fathom forsøger Bjørn at genoplive den fysiske interaktion med virkeligheden, som de kropsforankrede målestokke konceptuelt indebærer. Med afsæt i en buddhistisk prayer-walk anvender hun en væsensmæssigt menneskelig og kropslig måde at opmåle på, nemlig ved at bruge hendes egen kropslængde. Det foregår ved at kunstneren lægger sig udstrakt ned, rejser sig på stedet, og fortsætter med en målerlarves rytmik, indtil afstanden er opmålt i et bestemt antal af denne specifikke kropslængde. Ved at måle naturen med sin egen krop, former man også verden omkring sig på en investeret måde, der samler områdets naturhistorie med dets kultur, og forankrer dem i det menneske, der opmåler det ved at berøre og omfavne det. Selvom det praktisk ville være absurd at anvende den fra individ til individ varierende kropslængde som universel standard, er denne praksis reflekteret og investeret i den virkelighed, der berøres i opmålingen, hvilket skaber en enhed mellem opmåleren og det opmålte. Resultatet er en omgang med naturen, der ikke er teknologisk dominerende, men snarere menneskeligt omfavnende. Det skaber med andre ord en mere menneskelig bevidsthed om sine omgivelser, at kende deres præcise dimensioner, målt i ens egne kropslængder.