Gå til hovedindhold

Katja Bjørn

Envy My Beloved 2017

Videoinstallation, 36 min, med lyd.

Værket består af en stor, cirkulær skærm hængt op i loftet i et større indkøbscenters centrale kuppel. Her vises forskellige religiøse og symbolske tableauer, der på forskellig vis tematiserer misundelsens forfatning, og konfronterer beskueren med dens trykkende råddenskab. Billederne trækker på syndefaldsmyten og fortællingen om Kain og Abel: røgen, der ikke ville stige til himmels for den misundelige broder; æblet, der skulle dulme Evas misundelse, og symboler for dødeligheden i kristenlivet (citronerne) vikles ind i en række associative billeder på misundelsens fornægtelse af menneskelig gudbilledlighed. Skærmens runde kant afspejler misundelsens aflukke, dens ydre benægtelse om ligeværd, dens rungende ’nej’ til det fremmede, dens ’nej’ til medmennesket. I misundelsens tåge mister vi overblikket over vores egen værd ved at stirre os blinde på andres liv og ting; vi sætter sympatien i parentes og kan kun se os selv i disen. Misundelse antager mange former, og bliver ofte misforstået som ambition eller endda som et incitament, men ligesom ormene er den altid noget, der tager bolig, en fordærvelse der gnaver i vores indre og sætter empatien ud af spil. Misundelse er at mis-unde; dens form er ikke grådighedens, den er ikke havesyge; dens gestus er netop ikke at unde andre glæden ved deres liv, ikke unde dem deres opadstigende røg, og derfor er den ensomhedens dødssynd.

Envy My Beloved udgør sammen med The Pleasure of Envy Katja Bjørns bidrag til De syv dødssynder, en udstillingsrække mellem syv forskellige kunstmuseer og Europæisk Kulturhovedstad 2017. Begge værker udforsker misundelsens skikkelser og tematiserer dens underligt gnavende og udefinerbare indre smerte; dens indadvendthed, dens gestik, dens unægtelige styrke som relation mellem nære mennesker. De andre dødssynder kan man overleve, fortabe sig i, men i misundelsen visner man langsomt ind til en pinefuld tomhed – en tomhed, der kryber ind i det inderste hvor den forvandler følelserne til deres modsætning; kærlighed til ondskab, respekt til foragt, omsorg til selviskhed, generøsitet til havesyge. Det er ikke en lyst til de andres succes eller de andres ting; man vil netop kun benægte de andre at besidde dem. Misundelsens arena er familien og venskaberne; det er der, den tager bolig som en usynlig forrådnelse, og der udgrænser eller dræber den intimiteten. Man er ikke misundelig på politikere eller rigmænd; man er misundelig på sin ægtefælle, sin nabo, sine forældre, sine børn, sine venner – eller på sin egen fortid. Fordi vi har en grundlæggende længsel efter tiden før dødssynderne, paradiset, hvor vi var ét med Gud, misunder vi den andens medgang og visner i skadefrydens selvdestruktion. Misundelsen er kollektiv eller individuel, men altid ensom, altid isolerende og afgrænsende, og selvom ingen ønsker den, gnaver den lystigt i os som et insekt der køligt fortærer sin næstes afkom.