Gå til hovedindhold

Katja Bjørn

1920
1080

Honey 2010

Single-channel, 21:23 min, med lyd

Landet, ’der flyder med mælk og honning’ er et sted, vi alle jævnligt forestiller os. Selv hvis vi ikke fremkalder det som et konkret sted, trækker vi på metaforen, når vi vil beskrive en situation, en tilstand eller en begivenhed som særligt harmonisk og frugtbar; det er et sted, hvor problemer løses automatisk, og hvor alting sødmefuldt ordner sig selv, hvor det fornødne altid er ved hånden. Måske beskriver det en sindstilstand af mental harmoni, eller også er det en abstrakt kvalitet, som vi tilskriver en erfaring eller en fortid. I kernen af disse sammenligninger ligger dog altid et semantisk indhold, som trækker på mælkens tykke, moderlige næring og honningens viskøse glæder, der ofte har erotiske eller sågar romantiske undertoner. Landet, der flyder med mælk og honning er overflodens, sødhedens og glathedens land. Men kan floderne af tyk, sukret masse ikke flyder over? Kan vi drukne i dens sirupsagtige omfavnelse?

I en symbolsk og ironisk hyldest til den bibelske sentens’ status som talemåde, transponerer Katja Bjørn den netop til et abstrakt rum, et sted, hvor honningen faktisk flyder. Vi ser et rektangulært kammer gennem en glasvæg, hvori en nøgen kvinde først overrasket, dernæst nydelsesfuldt, dernæst panisk, bader sig i en tyk strøm af varm honning. Overrasket men fascineret begynder hun lystigt at gnide honningen dybt ind i sit hår og sin hud, først forsigtigt, senere mindre tilbageholdent. På grund af rummets kubiske konstruktion fyldes honningbadet imidlertid snart og begynder at omslutte kvindens krop. Hendes entusiasme slår gradvist om til en slags afkoblet distance, som til sidst bliver til desperation efterhånden som situationens faretruende absurditet overstiger den sansemæssige nydelse, og en sygeligt sødmefuld død langsomt kravler op imod hendes hoved. Man ser, at hun snart vil drukne i et stille og dekadent favntag af bogstavelig overflod. Som honningen stiger, bliver hun en ren excesfigur, en ren, abstrakt nydelse, mens det behagelige langsomt muterer til døden.

På denne måde understreger Bjørn, hvordan en uendelig strøm af nydelse og sødme kan omvendes til kvalme og sygdom. Kvinden i honningbadet oplever kvælningens snigende katastrofe inden for nydelsens metaforiske område; det punkt, hvor overflodens nydelse afsløres som sin egen modsætning. Landet, der flyder med mælk og honning bliver i denne bogstavelige fortolkning udstillet som et helt igennem absurd sted: landet, der flyder med ’for meget af det gode’. Muligheden for nydelse og overlevelse i excessen bliver en løgn i og for sig selv, mens overflod bliver til katastrofe, og løgnen drukner sine tørstige søgere i sin egne tykke, sukrede flodbølge. Til slut flyder kvinden som en skygge i hendes egen exces’ pøl, og en sær skønhed viser sig. Druknet og mørklagt geninstalleres hun i et andet slags sødmefyldt mørke, livmoderens, hvor livets begyndelse finder sted, og her venter hun på at cyklussen af liv og død, mælk og honning, genstarter.