Gå til hovedindhold

Katja Bjørn

Reflections 1-2 2010

Videoskulptur med vand, 45 x 60 x 70 cm, videoloop 7 min, lyd af rindende vand.

I to store hvide porcelænsvaske plasker rindende vand ned over de gemte videoer i bunden af vaskekummerne. Videoerne viser kvinder i underkjoler i færd med destruktive handlinger: den ene skrubber sig med en badebørste; først stilfærdigt og næsten sensuelt og sidenhen voldsommere, for til sidst tvangspræget og manisk at skrubbe sig til blods. Den anden kvinde stikker hovedet ned i vandet og råber skiftevis NEJ/JEG ELSKER DIG, mens hun forsøger at drukne sig. Den hverdagslige vaskerutine tager i begge tilfælde en uventet drejning og munder ud i selvdestruktion og hæslighed i en erstatning af afmagt med handling.