To-kanals videoskuptur, monitor installeret i jorden (x2), 55:00 min, uden lyd

The Pleasure of Envy består af to rektangulære skærme, der er sænket ned i jorden mellem to kirker. I det ene rum befinder sig en kvinde, i det andet en mand. Et langt, grønt reb, som de begge er viklede ind i, går igennem væggen og forbinder de to i en evindelig tovtrækning. De to mennesker kan ikke se hinanden, men beskueren ser dem begge (og rebet) oppefra, mens de befinder sig skiftevis i en afslappet og ophidset tilstand: nogle gange trækker de i hinanden med rebet, nogle gange hårdt og brutalt, andre gange ømt og næsten seksuelt; andre gange ligger de apatisk og opgivende på gravens bund. De er fjernet fra hinanden, men dog forbundet; indespærrede, isolerede, ensomme, af og til næsten desperate. Deres gravagtige kammer symboliserer misundelsens indelukke, dens kvælende apati, men også den spinkle relation mellem mennesker, den kan mediere – en relation, der ikke nødvendigvis er ødelæggende, men som altid, ligesom rebet, må strammes op og gå begge veje for at finde sin balance. På et øjeblik kan den blive kvælende. Det er kun beskueren der kan se, at de to kroppe er bundet sammen af misundelsens slangeagtige vikler, og altså kun ham eller hende, for hvem misundelsen viser sig i sin essens, som en af og til kvælende løkke, der binder os alle sammen i vores nære relationer som mennesker.

The Pleasure of Envy udgør sammen med Envy My Beloved Katja Bjørns bidrag til De syv dødssynder, en udstillingsrække mellem syv forskellige kunstmuseer og Europæisk Kulturhovedstad 2017. Begge værker udforsker misundelsens skikkelser og tematiserer dens underligt gnavende og udefinerbare indre smerte; dens indadvendthed, dens gestik, dens unægtelige styrke som relation mellem nære mennesker. De andre dødssynder kan man overleve, fortabe sig i, men i misundelsen visner man langsomt ind til en pinefuld tomhed – en tomhed, der kryber ind i det inderste hvor den forvandler følelserne til deres modsætning; kærlighed til ondskab, respekt til foragt, omsorg til selviskhed, generøsitet til havesyge. Det er ikke en lyst til de andres succes eller de andres ting; man vil netop kun benægte de andre at besidde dem. Misundelsens arena er familien og venskaberne; det er der, den tager bolig som en usynlig forrådnelse, og der udgrænser eller dræber den intimiteten. Man er ikke misundelig på politikere eller rigmænd; man er misundelig på sin ægtefælle, sin nabo, sine forældre, sine børn, sine venner – eller på sin egen fortid. Fordi vi har en grundlæggende længsel efter tiden før dødssynderne, paradiset, hvor vi var ét med Gud, misunder vi den andens medgang og visner i skadefrydens selvdestruktion. Misundelsen er kollektiv eller individuel, men altid ensom, altid isolerende og afgrænsende, og selvom ingen ønsker den, gnaver den lystigt i os som et insekt der køligt fortærer sin næstes afkom.